Liebhaverejendom for naturelskere - fantastiske omgivelser, poolområde, orangeri m.m.
Særdeles velbeliggende liebhaverejendom med 1,2 ha. jord, beliggende i det populære Ilbjerge, som kun er få minutters kørsel fra Hjørring og ligledes til motorvejstilkørsel. Ejendommen og dens grundareal er helt unik, idet der er anlagt en have helt ud over det sædvanlige med alverdens træer og buske. Der er masser af grønne planter og blomster, der er etableret små søer, vandløb og en stor sø med lille spingvandspumpe lige foran terrassemiljøet på grunden. Der er fantastiske læforhold overalt på ejendommen, idet den er omgivet af store træer. Hele haven er indhegnet med trådhegn.
Bygningerne er oprindelig meget gamle (opført i år 1900 og måske før) med bindingsværk på store dele af bygningerne. Øvrigt murværk er pudset og hvidmalet. Der er eternittag på boligen, og den er udnyttet i 1½ plan. Det er virkelig en bolig med atmosfære og mange hyggelige rum. Opvarmning sker hovedsageligt ved nyere pillebrændeovn, som er centralt placeret i boligen, ellers sker opvarmning ved brændeovne og elvarme.
I stueplan findes boligens primære rum, som er stuen med pillebrændeovn og åben forbindelse til køkken-alrummet. Fra stuen er der udgang til udestuen med brændeovn, og herfra er der udgang til terrassen og haven. I entreen er der trappe til 1. sal og stort gæstetoilet med bruseniche. Stort soveværelse med eget garderoberum, skabsvæg og udgang til terrassen og haven. Fra soveværelset er der direkte adgang til badeværelse med spabad og stort skabsarrangement. Herfra er der adgang til afdeling med sauna og bruseniche, og videre adgang til poolområde og orangeri. Selve poolen er ca. 41 kvm. I poolområdet findes desuden teknikrum.
1. sal indeholder stor stue med mulighed for nem tilslutning af brændeovn, et stort værelse med udgang til østvendt altan samt gæsteværelse.
Boligen er ombygget over mange omgange og hele konstruktionen er hævet, således at der overalt er en god loftshøjde. Der er garage, carport, depotrum, værksted, gl. staldbygning, brændeskur og udhus/læskur til dyrene på marken, som ligger på den anden side af Ilbjergevej.
Haven er anlagt ud over det sædvanlige, der er hyggeligt gårdmiljø med opbygget kumme i natursten med vandbassin, der er stort terrasseanlæg mod syd og øst, der er gangstier, bassin og kunstigt vandløb etableret med diverse stensætninger, planter m.m. Stor sø med åkander m.m. Der er lavet gangstier med diverse pergolaer, område med frugttræer, masser af forskellige træsorter og planter. Det er virkelig en have, der skal opleves.
For ca. 2 år siden blev Ilbjergevej asfalteret, betalt forholdsmæssigt af lodsejerne langs vejen. Der er indlagt byvand. Septiktank med sivedræn.